Walter Benjamin (1892-1940) var en tysk-jødisk filosof og kulturkritiker, hvis tænkning har haft stor betydning for eftertidens filosofi og kulturteori. Med filosofisk dybde og politisk engagement og indignation beskæftigede han sig med emner som æstetik og modernitet.

Blandt hans mest kendte værker er Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder, der i sin tematik læner sig op ad Lille fotografihistorie. Og til de mere omfattende værker hører Barndom i Berlin omkring år 1900 og Passageværket, samt Ensrettet gade, der også er udkommet på A Mock Book. Alle bøger, der er både smukke og komplekse i deres blanding af filosofi og litteratur, metafysik og sansekonkretion – kendetegn for Benjamins stil og tankegang i det hele taget.

Benjamin flygtede fra først Tyskland og siden Frankrig under krigen og endte med at tage sit eget liv ved grænsen til Spanien i 1940.